Hundens fordøjelse / anatomi
 

Ligesom ulven spiser en hund kød og ben og dens fordøjelsessystem er indrettet til at fortære nedlagt bytte. Den er jæger, men også ådselsæder.

Hjørnetænderne er velegnede til at dræbe og flænse byttet/kødet, fortænderne til at flænse kød og kindtænderne til at findele kød og knuse ben.

Mennesket har enzymer i spyttet til at nedbryde kulhydrater, dette enzym (Amylase) har hunden ikke. Findeling af føden er ikke nødvendig for hunde og man ser tit at de sluger store lunser kød. Efter at føden er blevet bearbejdet i mundhulen, passerer det på kort tid igennem spiserøret og ned i mavesækken. Først her begynder den egentlige fordøjelse.

I mavesækken frigives forskellige enzymer. Det primære enzym er pepsinogen der omdannes til det aktive pepsin. Det er det vigtigste enzym til at skabe den rette pH værdi (surhedsgrad) i hundens mave.

Hundens mavesyre har en pH værdi på 1-3, til sammenligning har mennesket mavesyre med pH på 4-5. Mavens rytmiske samme trækninger gør, at maveindholdet bliver grundigt blandet og ca. 3-4 timer efter, føres den forarbejdede føde ud i tyndtarmen.

I tyndtarmen tilføjes flere enzymer fra tarmvæggen og fra bugspytkirtlen. Protease der nedbryder protein og amylase der nedbryder kulhydrater, bliver produceret i bugspytkirtlen.

Fra leveren tilsættes galle der nedbryder fedt og giver afføringen den mørke farve. Fordøjelsen af føden slutter i tyndtarmen og når føden er nedbrudt til de simpleste molekyler kan optagelsen af stofferne finde sted gennem tarmvæggen. I tyktarmen absorberes vand fra føden.

En middelstor hunds tomme mavesæk rummer kun få milliliter, men kan udvides til at rumme 7-8 liter, ca. 3 gange så meget som hos mennesket. Hundes fordøjelseskanal er halvt så lang som menneskets og lavet til hurtig fordøjelse af råt kød & ben.

Hunde har svært ved at fordøje kulhydrater på grund af det manglende enzym i spyttet og på grund af den korte fordøjelses kanal, passerer mange kulhydrater ufordøjede gennem hunden.

Man kan måle mængden af forskellige næringsstoffer i et foder, men dette giver ikke et sandfærdigt billede af den ernæringsmæssige værdi i et givent foder, eftersom det kun er de stoffer som hunden kan optage, der er til nytte for hunden.

I stedet bør man tale om optageligheden af forskellige næringsstoffer. Man kan kort sige, at jo mindre afføringsmængde større optagelighed af foderet.

Kilde: “Alt om næringsstofferne” af Dominique Grandjean /Royal Canin